Hadbjerg Skole

Forsiden



 

 

 

 

 

 

 

 

Forældrebrev
April 2001
2. klasse

 

Så blev det igen tid til lidt nyt fra 2.kl. Først mange tak for den flotte opbakning til vores teaterforestilling som blev en god oplevelse for både elever og lærere. Det var utroligt dejligt at I havde været så betænksomme at tænke på blomster til både skuespillerne og os bag scenen.
Tak for det!

Vi har sagt farvel til Herdis som har valgt at gå på efterløn. Hun har været en stabil tirsdagsstøtte i klassen og vi vil komme til at savne hende. Det bliver sandsynligvis

Knud som kommer til at overtage Herdis’ plads indtil sommerferien, men endnu er det ikke helt afklaret hvilken dag det bliver.

I dansk er vi i gang med at arbejde med læsebogen og de tilhørende opgaver i sprogbogen. Vi har læst nogle eventyr og været i gang med et afsnit om digte. Børnene er forhåbentligt blevet mere bevidste om hvad digte er for noget, hvordan de adskiller sig fra et eventyr eller en anden historie.
En del af børnene er i hvert fald blevet overrasket over at sådan en lille kort tekst, som i første omgang ikke ser ud til at have ret meget handling, rent faktisk kan gemme på en helt lille historie eller bare sætte fantasien godt i gang.

 I den nærmeste fremtid tager vi fat på remseeventyr og et afsnit om drømme. Vi vil  arbejde med udgangspunkt i bøgerne, men som altid vil der være plads til afstikkere som udspringer af elevernes reaktion på det de bliver præsenteret for hvad enten det er ude i den store verden eller i skolen.

Endelig skal vi arbejde lidt med emnet labyrinter i både dansk, matematik og natur/teknik som optakt til en tur til Egeskov i maj måned sammen med 4.kl. I hører om turen når den tid nærmer sig.

Jette beder os om at minde jer om at efter påske starter udesæsonen i idræt. Det betyder at eleverne skal have tøj og fodtøj med som egner sig til udendørs aktiviteter som løb, boldspil og atletik. Hvis vejret giver anledning til tvivl om, hvorvidt det er ude eller indedag, er det værd at huske at udendørstøj altid kan bruges inde, mens det modsatte ikke altid er tilfældet.

Rigtig god påskeferie til jer alle.

Venlig hilsen Lau og Lone